Rejsen herover gik ganske smertefrit, vi fløj direkte fra DK til Beijing og havde så en transfer derfra til Chengdu, der var lidt tvivl om vores connection var aflyst, men det viste sig heldigvis bare at være en fejl i flynummeret. I Chengdu airport blev vi hentet af vores mexikansk amerikanske kollega Reina, godt nok to en halv time forsinket, men bedre sent end aldrig! Totalt udmattet og intetanende gik jeg her ud til mit livs værste kørertur. Vi er fire gutter afsted og det viste sig hurtigt at den minivan de havde medbragt, var alt for mini, idet de kære mennesker ikke havde taget højde for at vi havde bagage med. Vi blev enige om, at det nok var bedst et par stykker af os tog en taxa til Wenjiang, hvor vi skulle indkvarteres, det var en times kørsel fra lufthavnen og der må åbentbart være stor forskel på taxapriser for de tohundrede taxaer der holdte foran terminalen kunne ikke bruges. Vi blev derfor stuvet sammen i den klejne øse og her starter så helvedes turen. Vi kørte fem ti minutter og kom herefter til en motorvejsafkørsel hvor chauføren valgte at kører mod kørselretningen, for det var jo nemmere at stoppe en taxa, når den kom mod os. Dyttende og blinkende kørte han en stykke i den gale retning og efter hvad der føltes som årtier, var der heldigvis en taxa der stoppede. Turen kostede cirka 100 kr. så sparede vel en tyver eller noget i den stil. Klassisk kinesisk!
Jeg er efterhånden så småt ved at have vænnet mig til diverse kulturforskelle og synes egentlig at jeg er faldet rimelig godt til herude. Jeg kan rigtig godt lide kineserne og deres overskudsagtige tilgang livet. De er glade, venlige og på ingen måde anmasende i forhold til at prakke os ting på ærmet, vi kan frit bevæge os rundt i stormagasiner og på markeder uden at blive antastet af pengeliderlige sataner. Kineserne er et stolt forlkefærd, der tager drikkepenge som en fornærmelse og en fuldstændig nedgørelse af deres identitet.
På arbejdet er jeg også kommet til kort, highschoolen holder stadig ferie og jeg er mod min forventning endt i noget der ligner en vuggestue. Det er nu egentlig også okay, eftersom det er en bilingual institution er stort set alle børnene tosprogede eller godt på vej, dog er meget af deres engelske inkorporede sætninger og noget der ligner papegøjesprog.
Jeg synes, at det er bemækelseværdigt at børn i toårsalderen er i stand til at tilegne sig et fremmedsprog der ligger så fjernt fra deres primærsprog. Børnene bliver konstant stimuleret både direkte og indirekte. Det kunne vi vesterlændinge godt lærer noget af, jeg finder det paradoksalt og nærmest skræmmende at vi i et land som Danmark med en stabil velfærdspolitik og tårnhøje budgetter i daginsitutionerne, ser ungerne sidde og lave puslespil med dyremotiver og brikker på størelse med lolland dag efter dag i tre-fire år. Hvorfor ikke stimulerer deres intellektuelle karakter og give dem der vil, mulighed for at tilegne sig den basisviden, der er nødvendig for at kunne begå sig i livet!
Nok om det for denne gang:)
Som de fleste af jer jo nok har set, har vi været lidt rundt og set nogle af de forskellige seværdigheder der ligger i og omkring Chengdu, men må indrømme meget af det har været præcis som jeg forestillede mig, gammelt, slidt og meget kinesisk. Jeg har endnu ikke haft den helt store wow oplevelse, som jeg har fået på nogle af mine tidligere rejser (her referes der specielt til frenchmens cove, det var sgu verdensklasse kirk!), men har selvfølgelig også kun været her i godt tre uger, så mon ikke det kommer. Det mest opsigtsvækkende indtil nu, har nok været min nye kung fu lærer Lie. Lie er datter af en halv psykopatisk kung fu sensei og slægter ham pænt godt på, hun er ufatteligt adræt, en dygtig underviser og egentlig også meget sød. Hende skal jeg nok lære noget af, selvom det er svært at vende sig til svinge benene rundt i luften når man nu engang er vandt til at have dem solidt på landjorden.
Når desværre ikke mere idag, håber i har det godt derhjemme! Jeg lover at strenge mig an og forsøge at opdatere bloggen regelmæssigt.
/Thomas
